Med Norden i blodet

Om Lone Rix' landskabsmalerier

Skrevet af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen

Kunstnere bliver ved med at male landskaber. Upåvirkede af tidens øjeblikkelige udtryksformer, nogle ville sige modeluner, maler de det landskab, som altid ligger der som en kilde til inspiration. De landskaber og den natur, der alle andre steder end i kunstverdenen, er genstand for en intens opmærksomhed og debat. Enten fordi vi er godt på vej til at ødelægge store dele af den eller fordi vi alle, bevidst eller ubevidst, er påvirkede af den natur, som omgiver os. Når alt kommer til alt, er der jo natur alle steder, i storbyernes parker, i skovene, på kirkegårdene og selv parcelhuskvarterenes geometriske net af ligusterhække, gyveler og staudebede ser meget grønt ud, når man betragter det fra en flyvemaskine.

Lone Rix maler landskaber, der er ubestrideligt nordiske. Det er åbenbart hendes temperament, som spiller ind her og som gør, at hun, indtil videre i hvert fald, ikke interesserer sig for det provencalske landskab. Et område, hun ellers har et intimt kendskab til. Måske har det noget at gøre med lyset, for i Lone Rix' malerier genkender vi den af vanddamp særligt slørede atmosfære, der lægger et mat filter hen over landskabsformerne og på én gang gør sceneriet mere blødt og mere dramatisk. Dette dramatiske islæt kommer til udtryk i de ekspressive og kraftfulde strøg, der adskiller hende fra f.eks. guldaldermalerne, hvis færdige malerier har en ensartet og jævn penselføring. Når hun maler motiver fra Danmark, fra markerne, engene, strandene og skovene giver det et sug i maven, fordi det er vores landskab. Det landskab, vi er vokset op med og det landskab, som guldaldermalerne malede og guldalderdigterne digtede om og er vi ikke længere nationalromantiske i sjælen, tror jeg selv den mest indædte venstrefløjlspolitiker vil mærke en behagelig følelse af genkendelse ved at betragte et Lone Rix-maleri.
I modsætning til netop guldaldermaleriet stedfæster Lone Rix ikke sine motiver. Det er ikke konkrete lokaliteter, vi ser, men mere essensen af det danske landskab, de højstammede bøgetræer, bondegårdene, den fede muldjord og så dette diffuse lys, der som et fint slør omslutter det hele.

Indtrykket ændrer drastisk karakter, når Lone Rix bevæger sig fra det flade og blide Danmark til det isolerede og vejrbidte Færøerne. Her er det de dramatiske klippeformationer, den evigt omskiftelige himmel, det stormomsuste hav og de melankolsk afskallede fåreskure, der fanger hendes interesse. Her maler hun monumentale og stærke billeder, hvor vertikale, horisontale og diagonale konturlinjer giver et maskulint kompositorisk modspil til det flimrende lys. Hvor de danske mlerier er fulde af en Ingemann'sk blidhed, er de færøske billeder rene sagalandskaber. Barske, utilnærmelige og urgamle.
Fastholdt i den afdæmpede farveskala, Lone Rix også benytter sig af ved de danske motiver og som er resultatet af et subtilt spil mellem brækkede farver og kolde og varme nuancer.

Med sine landskabsmalerier placerer Lone Rix sig ind i en lang og hæderkronet tradition. En tradition, der gang på gang tages op og revurderes af en ny generation af kunstnere, som finder ny inspiration i naturen. I stedet for at tale om landskabet som en historisk betinget og traditionstynget faktor, burde vi derfor hellere se det som en tidløs kilde til kunst i alle afskygninger. Lone Rix har i hvert fald leveret sit fine bidrag til genren.